Hos SØBY er der mange led i kæden, der skal fungere, for at løsningerne når ud til brugerne i høj kvalitet - til tiden. Rita Svenningsen er technical assistant og et struktureret ordensmenneske med næsten 30 års erfaring. Hun sikrer, kvaliteten er i orden, før produktionen kan gå i gang.
Rita har været en del af SØBY i godt fire år, men har arbejdet som teknisk assistent i næsten tre årtier. Før SØBY havde hun job i produktionen i pelsindustrien og senere på et jernstøberi – en baggrund, der har givet hende et solidt blik for både detaljer og praktiske løsninger.
”Jeg sidder ofte som sidste led i processen, inden nye maskiner produceres,” fortæller Rita. ”Jeg opretter varenumre, laver styklister og gennemgår tegninger – kort sagt: Jeg sikrer, at alt er i orden, inden produktionen går i gang.”
Rita beskriver sig selv som et ordensmenneske, og det er ikke svært at forstå, hvorfor det er en fordel i hendes arbejde. ”Jeg arbejder meget struktureret, og det er vigtigt i mit job – både når jeg gennemgår tekniske tegninger og når jeg opdaterer vores store prisliste med alle varer.”
Selvom hun ikke selv har direkte kundekontakt, er hendes arbejde afgørende for, at både forhandlere og slutkunder får det, de skal bruge – og at det hele passer sammen, når maskinerne tages i brug.
”Det bedste ved at være i det her team er, at der er sådan en ro. Alle passer deres arbejde, og vi hjælper og støtter hinanden,” siger Rita. ”Vi taler om tingene og finder løsninger sammen – og man føler virkelig, at man er nyttig.”
Hos SØBY er det samarbejdet på tværs, der sikrer det gode resultat – også selvom ikke alle er synlige for kunderne. Rita Svenningsen er et tydeligt eksempel på, hvor meget struktur og erfaring betyder, når kvaliteten skal være i top fra første skitse til færdig maskine.