Almas Korn er en specialiseret virksomhed, der importerer stålsiloer til kunder i Danmark, Norge og Sverige. For at fylde og tømme disse siloer benytter virksomheden ofte løsninger fra SØBY. Projektleder Anders Værge fra Almas Korn fortæller, at han vælger SØBY som leverandør på projekter med transportanlæg i 7/10 tilfælde.
Anders Værge er projektleder hos Almas Korn. Han tegner selv anlæggene, bygger dem i samarbejde med virksomhedens montører og sørger for, de er tilpasset den enkelte kundes behov. Han beskriver Almas Korn som en vidensvirksomhed, der skaber løsninger ved at kombinere de bedste leverandører for hver specifik kunde.
Almas Korn vælger ifølge Anders Værge SØBY som leverandør til transportanlæg i 7 ud af 10 tilfælde. Han forklarer, at SØBY’s udstyr er kendt i markedet for sin høje kvalitet og holdbarhed, og det gør løsningerne attraktive for kunder i både landbrug og let industri.
Klar dokumentation og nære relationer
"En stor fordel ved samarbejdet med SØBY er deres præcise og målfaste tegninger", fortæller Anders Værge. "Når jeg designer anlæggene, benytter jeg tegningsfiler fra SØBY, som sikrer, at maskiner og transportudstyr passer præcist i virkeligheden. Tegningerne gør det også nemmere for kunderne at forstå, hvad de køber, fordi 3D-visualiseringer giver et klart billede af udstyret og dets funktioner. Den visualisering er meget vigtig!"
Anders Værge fremhæver også den tætte, personlige relation som en fordel ved samarbejdet med SØBY. "Jeg kan altid ringe til dem, og de er lydhøre over for feedback. Det skaber et ”giv og tag”-samarbejde, hvor vi løser udfordringer og tilpasser produkter efter behov sammen. De er også åbne for innovation og specialfremstillede løsninger, og det er meget værdsat", uddyber han.
Fremtidens samarbejde har digitale fordele
Hos Anders Værges kunder er der generelt et stort fokus på at reducere omkostninger og optimere tidsforbrug. Han fremhæver, at digitaliseringen af SØBY's priskatalog er blevet en stor hjælp i tilbudsprocessen og sparer tid for alle parter. "Det er nogle funktioner, jeg selv har ønsket og gjort opmærksom på over for SØBY. Det har de lyttet til og det gør en stor forskel for at jeg også kan optimere min egen proces", slutter han.
Almas Korn A/S er specialister indenfor totalløsninger til håndtering og opbevaring af korn og foderstof.
Virksomhedens primære speciale er opførelse af siloanlæg med tilhørende transportanlæg, tørrerier og rensemaskiner.
Sammen med samarbejdspartnere som Søby, har Almas Korn A/S mere end 50 års erfaring med opbygning af kundetilpasset løsninger.