Hos SØBY er fremdrift altid med et blik tilbage mod de milepæle, som har skabt stolthed og læring. Derfor har vi også brugt et øjeblik på at reflektere over året der gik, for at se hvilke oplevelser, vi tager med i 2026. Tak til alle, der har været en del af vores år! Vi glæder os til at se jer i det næste!
En af årets store oplevelser var nomineringen til Årets Erhvervspris på Skiveegnen. At blive fremhævet blandt områdets stærke virksomheder var en kæmpe anerkendelse. Vi er også stolte af at have modtaget CSR People-mærket for vores lokale, sociale ansvar. Det er et område, vi arbejder målrettet med – ikke som en særskilt indsats, men som en naturlig del af den måde, vi driver virksomhed på. Her står medarbejderne og det lokale samarbejde helt centralt, og anerkendelsen betyder meget for hele SØBY-teamet.
Året bragte også opmærksomhed udefra. TV2 besøgte os i forbindelse med situationen i Ukraine, hvor medejer og direktør Mette Frantsen delte sine overvejelser om de udfordringer, uroen skaber for branchen, og for de virksomheder, der – som SØBY – har handelsrelationer i området.
Både danske og internationale forhandlere lagde i løbet af året vejen forbi SØBY. Åbent Hus-arrangementer og produkttræning giver os mulighed for at styrke relationer, dele viden og vise, hvordan vores løsninger gør en forskel i praksis. Vores showroom spillede en vigtig rolle her – et rum, vi allerede bruger flittigt til demonstrationer, oplæring og dialog, og som vi glæder os til at udnytte endnu mere i det kommende år.
Årets måske største markering var fejringen af 10-års jubilæet for 3. ejergeneration, hvor Mette Frantsen og Morten Frantsen markerede et årti i spidsen for virksomheden. Det blev en dag, der samlede medarbejdere, familie og venner – med fest og refleksion over den rejse, SØBY har været på siden generationsskiftet.